The remains of the trip

Forlod Chamundi Hill loerdag formiddag, efter vores sidste yoga-time med Khaa (tak gud. Anne kom endda til at kalde ham ved hans lidet flatterende oege-navn fra Junglebogen, da vi lavede en lille foto-session af R i hovedstands-stilling, hvor han stod og hold R's foedder: "Could you please move a little bit, Khaa? - hvorefter den pernible yogastilling selvfoelgelig broed sammen).
Paa trods af sporadisk klaustrofobi, rastloshed og manglen paa almindelige vestlige stimulanser har vi virkelig nydt vores ophold paa chamundi. Roen og den ukomplicerede hverdag har vaeret en oplevelse i sig selv. Vores hjerner er virkelig blevet renset lidt (eller maaske ligefrem vasket?) af al den olie-drypning og venlighed.

Men hvor dejligt lige at have nogle sidste dage til baade at opleve den kaempestore Periyar Nat'l Park hvor de har 42 vilde tigre i gaar og en kano-tur paa backwaters med idylliske palmelunde overalt. Turen til dyrereservatet startede ikke lovende - skulle afsted kl halv seks i silende mosun og brugte 1 1/2 time paa at vente paa en doven guide. Vi havde foelgeskab af nogle spaniere og franskmaend. Ifoert vores blaa regn-poncho'er fra AU var vi klar! Vi havde hoert, at der var risiko for igler i regnvejr, og rigtigt nok, en af de franske piger pegede smilende paa en "leetch" paa stien da vi var paa vej ind for at opleve dyr. Anne taenkte, naa er det bare saadan en lille een, og R mente slet ikke den miniature-regnorm kunne vaere en igle. Haha - hvor har vi vaeret paranoide ved tanker om igler og saa var der bare ingen! Saa gjorde vores indiske guide pludselig holdt og hev en pose salt frem. I baggrunden hoerte man et uhyggeligt skrig fra en fransk pige. Yes! Vi havde fundet vores overmaend hvad angik sart-hed! Men...vi skulle lige fatte, at guiden havde stoppet for at smores vores fodtoej ind i salt for at DRAEBE ALLE DE IGLER DER ALLEREDE KROEB OVER DET HELE PAA FOEDDER OG BEN! De var umulige at faa af ved at tage fat om dem, som R erfarede paa egen haand, da hun modigt verfede dem vaek og de istedet bare bad sig fast paa foerst den ene, saa den anden finger. Rebeccas jungle-skrig overgik franskmandens. Senere var det Anne det gik ud over, bla. fik hun en lille baby-igle paa halsen, og konstant var de smaa usandsynligt vamle dyr paa vej i kolonier ind ad hendes snoerebaandshuller. Det var ustoppeligt! Til sidst opgav Anne helt at holde styr paa hvor mange hun pt havde "indenbords". Spanierne havde lange groenne ponchos paa, som ved efterrationalisering ikke var et hit - den yndige sygeplejerske Lucia fik igler ind overalt, fordi den lange regn-poncho samlede dem op undervejs. Hun var vildt bange og broed konstant graedende sammen, mens kaeresten fjernede igler paa hals, mave, arme, der efterlod bloedende saar. Efter en times tid vendte vi om - og kom fra Periyar uden at have set nogle dyr af betydning udover raabet fra en lille abe og en turist-elefant - og saa selvfoelgelig iglerne. Mem humoeret var hoejt efter at have "overlevet"!

Vi lejede en taxa-mand samme dag og koerte til Kumarakom syd for Kochin for at faa en sejltur paa backwaters. Det var et meget soedt og charmerende bounty-agtigt sted, med palmer alle vegne. Men maden var usanssynligt olieret, og kaalen, som den kasteloese, men overordentligt positive kroebling, der arbjedede i koekkenet (han virkede saa kuet, sikkert fordi han var handicappet og lavest i hierarkiet!) hakkede til os, muggen. Yummy! Heldigvis (og maerkeligt nok!) blev vi ikke syge. Til gengaeld laa Anne vaagen meget af natten i frygt for klamme dyr (hun har mange uspecificerede bid paa kroppen).
I dag var det ren idyl i vores kano, og saa til Kochi, det sidste stop. En virkelig skoen rejse slutter her. Glaeder os til at se jer lige om lidt!

Mange hilsner
Anne og Becky

En typisk dag paa Chamundi Hill

7.oo: Yoga med Slangen Khaa ("Relaxzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz", "zzzzztecth your leeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeegtch")
8.00: Behandling. Anne fik foerst en hovedbundsmassage, saa en ansigtsmassage, og blev derefter skrubbet med smaa rissaekke med ris-smulder indeni og vaedet i opvarmet maelk ("medicine rice" med "medicine milk"), en slags full body peeling efterfulgt af en oliering. Rebecca fik smaa saekke med blade og olie mast rundt paa hele legemet, saa hun fedtede rundt i en groenlig paste, saa hun naesten saa solbraendt ud.
9.00: Afvaskning siddende paa en skammel som var man et lille barn.
9.15: Dagens foerste medicin, samt ananasjuice og ingefaer/peber-te.
9.30: Morgenmad, dagens foerste curry (hvorfor vente?) med underlig toer dampet riskage til.
10.00-13.00: Laese og sove paa terassen. Doktoren spoerger gerne til gaarsdagens toiletbesoeg, bare lige for at vaere ajour. Snakker med de andre "patienter", her er nogle tilfaelde vi sent vil glemme.
13.00: Frokost (dagens anden curry). Laekkert, mange smaa retter. Urtete til.
13.30: Tid til fri diposition. I dag koerte vi til den naermeste lille by, Kanjirapally, for at ordne smaating (bl.a finde en bredbaandsforbindelse saa vi kunne uploade billeder til denne blog, men omaadet er teknologisk tilbagestaaende!) + koebe chokolade, alokohol og cigaretter for at modvirke den let sekteriske disciplin og helsestemning paa paladset. Alle i byen kan se, at man kommer fra Chamundi Hill: bindien i panden og det olie-fedtede haar (som vi har opgivet at vaske ud).
15.30: Behandling. Fx opvarmet olie der flyder ned paa ens pande i 1 1/2 time ("brain massage") - doktoren siger, at man her kan goere sig en aabenbaring eller to. Bagefter afvaskning a l'enfant.
17.15: Yoga med Slangen Khaa. Mens moerket saenker sig begynder monsunen at skylle ned over taget paa yogasalen, og lyden er saa hoej at man ikke kan hoere hvad Khaa zzziger, dejligt! Endelig faar vi noget ud af den afsluttende meditation.
19.00: Dagens sidste curry. Et let maaltid med urtete (har forgaeves bedt om oel. Og i byen Kanjirapally kunne alkohol ikke opdrives. Et stort minus)
20:00: Faar tiden til at gaa ved blandt andet at mingle med de ansatte, i aften spillede vi "caram" med tjenerne, igaar forsoegte vi at faa massagepigerne til at vise os nogle traditionelle indiske danse og sange, det lykkedes til sidst efter vi i en snedig byttehandel viste pigerne "Boogie Woogie"-dansen.
21.00: En lille inderpige kommer op paa vaerelset med vores medicin.
22.30: Vi gaar til ro

Billeder fra Chamundi Hill Ayurvedic Resort

Mumbai - Chamundi Hill

Vi er traette nu, efter at vaere ankommet til delstaten Kerala i formiddags efter 2 naetters sparsom soevn. Vi gaar lidt i detaljer nu, da vi bruger bloggen som en dagbog til os selv, so bear with us...

Vi ankom til Mumbai i gaar eftermiddags efter at have koert med nattog fra Udaipur til Ahmedabat (tror vi det hed!) og saa, efter fire timers venten paa en meget varm togstation med indere soevnde paa gulvet alle vegne, og badende kvinder i vores "Ladies' Waiting Room" med alm. tog til Mumbai. Her fandt vi et hostel, hvor der var ca 50 grader paa vaerelset og man ikke kunne sove med aabent vindue pga manglende myggenet. De smaa krae aeder virkelig stakkels Anne! Mumbai naede vi kun at se meget lidt af, men den virkede kedelig europaeisk i sammenligning med Rajasthan, som var meget mere sprudlende, farverig og kulturelt anderledes oplevelse.

Saa sikke en lise det var at ankomme i Kochin i dag i en lille nuttet lufthavn omringet af perfekt palmeskov. Saa ultra eksotisk at man ikke forstaar man er her, men naermere foler man er tilskuer til en film der foregaar i et tropisk land i 70'erne (alle biler, busser, tog, og megen herremode er fra den tid!!) Endnu mere jaw-dropping var det at ankomme til Chamundi hill Palace efter tre times koersel i regnskoven og gennem smaa soede byer spaekket med banan-boder og usmagelige katolske kirker (med lyseroede plastik-agtige jomfru maria'er. Kerala er overvejende en kristen stat). Hvidskjortede tjenere skyndte sig hen med paraplyer da vi stod ud af taxa'en og kom med velkomst-drinks: friskpresset oekologisk ananasjuice. Det er et 60 aar gammelt "palads" vi bor paa og vores vaerelse er naermere en suite, og vi har en kaempe privat balkon. Vi var forsinkede, men efter at have spist super laekker sydindisk vegetarmad spredt ud paa kaempe banan-blade foran os ( af ivrige unge tjenere!) i selskab med de eneste to andre gaester vi endnu har set, naaede vi at moede dr. Sheila, den yndigste lille kvinde, der udspurgte os om vores skavanker og straks sendte os til behandling - hver for sig.

De ayurvediske behandlinger er en anden verden; man kommer ind i et rum med de soedeste 2 indiske 18-aarige piger, rummet dufter af noget man aldrig har duftet foer, og pigerne derinde er vildt smilende og soede, og kan kun sige 2 ord paa engelsk ad gangen, som de hvisker ud: 'clothes, maam' "pain, maam?". Foran een stod en kaempe moerkebrun traebaenk, der mindede lidt om et middelalder-torturinstrument, og som havde en let haeldning og udloeb i enden, og for R's vedkommende stod en bunsenbraender paa et bord og 'kogte' nogle underlige aromatiske pakker. Saa laegger man sig splitterragende noegen paa torturinstrumentet og bliver smurt ind i olie fra top til taa, saa man glider rundt og knap kan ligge stille. A fik en massage med lange synkrone stroeg og masser af olie af hendes to piger og kom i dampbad i sadan en gabestoksagtig kabine hvor kun hovedet stak ud. R fik en meget saerpraeget behandling ("for blood circulation!" Hun er jo en svaekling der kan fryse selv i 30 graders varme) hvor hun blev gnedet haardt over hele kroppen med mega varme pakker med olie og planteblade, samt en hovedbunds- og ansigtsmassage ("purifies your mind", det kunne hun godt bruge)

Duoen fik ogsaa en sen privat yogatime i marmor-yogasalen med Vansaj, den tynde lille inder, der udstraalede ungdommelig (laes umoden) alvor ved hele situationen, hvilket medfoerte at begge yogier maatte bruge de foerste ti minutter af vores indledende liggende "relaxation" paa at delvist at undertrykke og delvist give fuld afloeb for et gigantisk grineflip. Hvorfor griner man altid allermestt naar man ikke maa... Vi troede egentlig at vi var vokset fra saadan noget.

Den komisk alvorsfulde mand var meget belaerende om yoga, og her til aften kan vi maaske maerke anelsen af begyndende 'klaus', i hvert fald spurgte vi, efter vores detox-dinner, desperat til, om ikke der var alkohol paa stedet - "for lige at falde ned" paa verandaen med en lille stimulans. Vi havde isaer lyst til en Pimm's No. 1 (eller med Annes ord, en "Pimp"), det ultra-engelske koloniale passer perfekt til denne underskoenne eksotiske saetting paa toppoen af et bjerg med udsigt til guddommelig palmeskov og te- og krydderi-plantager hele vejen rundt. Vi er overvaelde over oplevelsen; skoenheden her, det at gaa rundt i haven og se de mest fanatstiske papayatraeer, hibiscus-buske med kaempemaessige blomster, kaffebuske, kokos- og banan-palmer, store smukke sommerfugle, og saa den helt ubeskrivelig udsigt til frodige disede smaa-bjerge. Og saa massagen, der naermest er graenseoverskridende, men alligevel helt vild skoen, maaske fordi to mennesker paa en gang har al deres fokus paa en, og behandler een som en blanding mellem en dronning og et barn (men paa den rare maade! Efter massagen vasker de een fra top til taa mens man sidder paa en skammel ved at saebe en ind i "cleaning powder" og haelde baljer med vand ud over een), eller maaske er det fordi de er sa hjerteskaerende soede (man foeler sig som en utaknemmelig, koelig vesterlaending i forhold til deres fnisende, ydmyge, positive, indtagende og tjenstvillige indstilling!) og gode mennesker, der virker til at have en ro og mildhed og godhed man kun kan misunde dem, eller maaske det er alle urterne man blivre smurt ind i og alle de fremmedartede fantastiske dufte. Eller monsunen, vi endelig oplevede her til aften - da vi sad paa terassen i stearinlysets skaer og spiste, og det lige pludselig stod ned i staenger i den baelgmoerke have der omkranser huset. Det var sindssygt hyggeligt og spaendende at sidde der midt i junglen, ude i nowhere, og opleve monsunen paa taet hold!

I morgen er det yoga kl syv, og derefter 'behandling', saa traditionel Kerala-morgenmad og en tur rundt i omraadet med ejeren af stedet.

De bedste tropehilsner
A + R

Billedgalleri